De sidste 12 km ud til Hovedvej 1 blev tilbagelagt ret hurtigt i går, torsdag. Vejret var fint og føret helt ok med sne. Ved hovedvejen stoppede sneen – og derfor var det nærliggende og fristende at prøve den på stop/hike. Her var tøserne så heldige at møde Kjerulff, der kom kørende i sin taxa. Ikke nok med at tøserne fik en gratis tur på de 60 km til Egilsstadir, Kjerulff hjalp også med at finde et godt og billigt logi. Vel installeret her begav tøserne sig til turistkontoret for at få information om bustransport til lufthavnen. På turistkontoret fik de en lang snak med den kvindelige chef, der synes det var imponerende at to tøser havde klaret denne tur – hun var træt af, at det altid var mænd, man hørte om – så hun formidlede kontakt til Morgunbladid og til TV2, så her fredag eftermiddag står den på pressemøde – eller i hvert fald møde med pressen og interviews – og fotografering. Først skal tøserne dog først i den varme pool og vaskes grundigt – og gøres lækre.
I aften går turen med fly til Reykjavik, og mon ikke det bliver til lidt lørdagshygge med Gretha.
Selv om der er god energi i den medbragte tørkost fra Spejdersport, så var det nu helt godt at smage på en lækker laks i går aftes, fortalte tøserne.